En Artikel om vores holdning til realitytv (Lidt af et sidespor)

reality-tv-

Ifølge realityportalen.dk var der i 11. sæson af Paradise Hotel ca. 400.000 seere, som fulgte med i realityprogrammets intriger. Dette vidner om, at mange af os er fascinerede af reality-tv. Men hvordan kan det være, at vi finder det fascinerende at se et tv-program med unge mennesker på et luksushotel i Mexico, som lever i en hverdag med drama, løgn, sex og følelser?

Hvorfor vi er fascinerede af reality-tv, kommer Michaela Krigsager med sine bud på i magasinet P1 Morgen d. 26. februar 2009. Krigsager har, som nybagt cand.mag. fra institut for kunst og kulturvidenskab på Københavns Universitet, skrevet sit speciale om vores fascination af reality-tv.

I magasinet argumenterer Krigsager for sit hovedsynspunkt: At vi ser reality-tv, fordi det indeholder ”underholdning og historiefortælling”, hvor vi hele tiden er på ”jagt efter den gode historie”, og denne fascination forstærkes fordi ”Det er fjernsyn, der er båret af følelsesmæssigt indhold, som vi alle sammen kan genkende”. Kort sagt, er vi, ifølge Krigsagers hovedsynspunkt, fascineret af reality-tv, fordi vi bliver underholdt af en historiefortælling, der er præget af følelser, som vi kan relatere til.

Krigsagers argumentationsform bliver positivt præget af, at hun er en kæmpe autoritet inden for emnet. Hun har skrevet speciale inden for det, interviewet deltagere i Paradise Hotel, og hun har med al sandsynlighed også selv set programmet, og interviewet andre seere af programmet. Alt dette gør at hun har en høj etos, og dermed en høj troværdighed, som gør at hun undervejs i teksten ikke behøver at have belæg for sine påstande.  Som lytter ved man, at hun er troværdig inden for emnet, og at man kan læse nærmere i hendes speciale, hvis man vil finde ud af hvordan hun er kommet frem til sit hovedsynspunkt. Derfor fremtræder Krigsager som en ekspert, der kommer med ekspertargumenter. Krigsager appellerer også til logos. Vi har selv set programmet, så på et bevidst eller et ubevidst plan, må vi have en ide om hvorfor vi zapper over på Paradise Hotel. Når Krigsager opridser hvorfor vi er fascinerede af programmet, ved f.eks. at sige: det er også rigtig god underholdning”, er det logisk det hun siger, fordi vi har selv set programmet, og er enige i at det er underholdende. Krigsagers logos appel er altså baseret på, at bekræfte det som vi allerede har erfaret med programmet, hvilket gør at vi sidder og nikker, og dermed tager hendes argumenter til os. Det sprog som Krigsager argumenterer med, er meget karakteristisk, eftersom tekststykkerne generelt har lave lixtal, og der bruges stort set ikke fremmedord, fagterminologi, intertekstuelle referencer og ordspil. Sætningerne består altså af korte, letforståelige ord, og en simpel sætningskonstruktion, hvilket gør at sproget, og dermed hendes argumentation, kan forstås af alle – Lige fra akademikeren til den ufaglærte. I magasinet bliver der også brugt eksempler, fx når Krigsager nævner, at hun har interviewet deltagere fra Paradise Hotel, hvorefter hun bruger denne insiderviden som et belæg for de videre påstande, som hun kommer med. Disse eksempler med ekspertviden, bidrager yderligere til den etos, der er alfa omega for Krigsagers’ argumentationsform.

Men er synspunktet, som Krigsager præsenterer: at vi ser reality-tv fordi ”det er fjernsyn, der er båret af følelsesmæssigt indhold, som vi alle sammen kan genkende”, det eneste svar på hvorfor vi fascineres af reality-tv? Vi er som individer forskellige, så derfor må der være hundredvis af forskellige synspunkter på hvorfor vi fascineres af reality-tv. Artiklen ”Derfor ser jeg Paradise Hotel”, som er skrevet af Kristian Villesen d. marts 2010, kommer med nogle andre synspunkter, som Krigsager ikke behandler. Et synspunkt er det sociologiske synspunkt, som går ud på, at man fascineres af Paradise Hotelfordi man synes, det er spændende at følge med i, hvordan de unge mennesker i dag opfører sig, tænker og taler”. Dette synspunkt kan være en god forklaring på hvorfor nogle fascineres af reality-tv. Synspunktet adskiller sig dog ved, at det ikke nødvendigvis rammer lige så bredt som Krigsagers hovedsynspunkt, som må formodes at dække over alle reality-tv seere, mens Villesens synspunkt må formodes at henvende sig til et segment af seerne. Kan det virkelig passe at man ønsker at deltage i programmet for at vinde en lille sum penge? Hvad med at bruge Lånwebs guide i stedet, og på den måde finde et godt lån?

Et andet synspunkt som Villesen kommer med, er at: ”man skal være mere end almindeligt velopdragen, hvis ikke man af og til griner lidt af deltagerne, når de glade og naive blotter deres ofte begrænsede viden for hele nationen.” Dette synspunkt på vores fascination af reality-tv, afspejles også i de utallige uintelligente, og sjove udtalelser, som er at finde i bunkevis på fx YouTube med seertal i millionklassen. Fx klippet ”Paradise Hotel: Best of Amalie Uge 1”, der har ca. 1.2 mio. seere. Synspunktet afspejles også bl.a. i de kælenavne, som nogle deltagere i reality-tv programmer har fået såsom: Dumme-Pernille og Dovne-Robert.

Det vil sige, at eftersom vi alle sammen er forskellige, og dermed bliver fascineret af reality-tv af forskellige grunde, kan der ikke formuleres ét endegyldigt synspunkt, som forklarer vores fascination af reality-tv. Det synspunkt som Krigsager formulerer er bredt, og dækker over de fleste seeres grunde til at de fascineres af reality-tv, men der er også andre synspunkter, som f.eks. de to som Villesen formulerer: at man fascineres af det sociologiske aspekt, og at man er nysgerrig på at opleve hvordan de unge mennesker i dag opfører sig, og/eller man fascineres af reality-tv fordi man elsker at se folk kvaje sig.